Håb midt i en corona-tid

2. s.e. Påske 2020 - en lille gudstjeneste til hjemmebrug af sognepræst Jeanette Henriksø

Hilsen:   

Nåde være med jer                 

og fred fra Gud, vor Fader,                 

og Herren Jesus Kristus. 

 

Kollekt:  Lad os alle bede…

Vor Gud og Fader i himmelen,                

du frelste Jesus, vor Herre,         

dengang da alting var tabt,                

da han var forrådt af Judas                

og fornægtet af Peter,                

forladt af alle mænd,                

begrædt af kvinderne,                

gjort til latter for verden.                

Da drog du hans liv op af graven,                

vor Herre og Gud.

Nu beder vi dig; frels også os,                

hans folk, som er blevet tilbage.               

Hold os fast hos dig,

trods alt hvad vi frygter,

tab os ikke ud af din hånd,

når vi tror os fortabt,

du, der er ét med din Søn

og med ham lever og regerer

i Helligåndens enhed,

én sand Gud

fra evighed til evighed.

AMEN

 

GT-læsning:         

Salmisten skriver:

Herren er min hyrde, 

jeg lider ingen nød, 

han lader mig ligge i grønne enge, 

han leder mig til det stille vand. 

Han giver mig kraft på ny, 

han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. 

Selv om jeg går i mørkets dal, 

frygter jeg intet ondt, 

for du er hos mig,

din stok og din stav er min trøst. 

Du dækker bord for mig 

for øjnene af mine fjender. 

Du salver mit hoved med olie, 

mit bæger er fyldt til overflod. 

Godhed og troskab følger mig, 

så længe jeg lever, 

og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.

Sl. 23,1-6

AMEN

 

NT-læsning:         

Epistlen skrives i brevet til hebræerne: 

Måtte fredens Gud, der førte fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, 

op fra de døde med en evig pagts blod, sætte jer i stand til alt godt, så I gør hans vilje, idet han selv udvirker i os, hvad der er ham velbehageligt ved Jesus Kristus. 

Ham tilhører æren i evighedernes evigheder! Amen.

Hebræerbrevet 13,20-21

AMEN

 

Trosbekendelsen:

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, 

himlens og jordens skaber.

Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, 

som er undfanget ved Helligånden, 

født af Jomfru Maria, 

pint under Pontius Pilatus, 

korsfæstet, død og begravet, 

nedfaret til dødsriget, 

på tredje dag opstanden fra de døde, 

opfaret til himmels, 

siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, 

hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Vi tror på Helligånden, 

den hellige, almindelige kirke, 

de helliges samfund, 

syndernes forladelse, 

kødets opstandelse 

og det evige liv.

AMEN

 

Evangelielæsning:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang.

Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: 

”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.”

Jesus svarede dem: 

”Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. 

De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. 

Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. 

Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. 

Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. 

Jeg og Faderen er ét.”

Joh. 10,22-30

AMEN

 

Prædiken:

Hvis du føler dig lidt ensom og forladt for tiden – her i coronatiden, hvor vi skal holde afstand, holde os fra hinanden, mere eller mindre isolere os fra andre, fordi det er den bedste måde, at vi lige for tiden kan passe på hinanden og os selv på – så er det helt forståeligt. 

Vi mennesker er sociale væsener. Vi har det bedst, når vi er i en flok med andre. Vi har det bedst, når vi ikke føler os glemt; når vi bliver ledt igennem livet. 

 

Dagens bibeltekster handler om, hvordan vi bliver ledt igennem livet af Gud. Måske kan vi ikke altid se Gud. Men Gud er der et sted i kulissen. Gud vil lede os gennem mørkets dal når sygdom, dødsfald, ensomhed og depression hærger; når vores livslyst er lille; når ægteskabet går i stykker; når relationer er svære; når vi bliver arbejdsløse eller må gå fra hus og hjem.

 

Gud er der også et sted i kulissen, når vi synes, at livet lykkes for os og alt kører på skinner; når vi holder bryllup; når familien forøges; når vi bærer vores små til døbefonten; når vi færdiggør en uddannelse; når vi glæder os over stort og småt.

 

Gud er som en hyrde, der går foran os, sin fåreflok, igennem det hele. Hyrden kalder på sine får, så de følger efter ham. Gud kalder på os menneske, så vi ved, at vi kan holde os til ham.

 

Måske kender du følgende historie. Måske har du hørt den før. Hvis ikke, så kommer du til at kende den nu. Det er (efter min mening) en rigtig skøn fortælling om Gud, og den værdig at høre igen og igen…

 

Historien handler om en mand, der efter sin død kom op til Gud og fik lov at tale med Gud. Manden fik lov at se sit liv som en slags diasshow. Han så højdepunkterne, fra dengang han blev født, konfirmeret, fik sin uddannelse og første job, fra da han blev gift, blev far, blev bedstefar – og fra alle de andre dage, fra de stunder i livet, som han hellere ville have glemt, fordi de var for hårde at mindes: Da han mistede et barn, da hans forældre døde, da hans kone blev syg. 

Under det hele kunne manden se en række fodspor. 

Manden undrede sig en del og fik til sidst taget mod til sig og spurgte Gud: ”Gud, her, da mit liv var godt, dér er der to sæt fodspor; da kunne du godt følges med mig. Men her, da det blev rigtigt hårdt for mig, kan jeg kun se ét sæt fodspor. Hvor var du henne da? Hvorfor var du ikke hos mig, når jeg havde allermest brug for dig?”, spurgte manden lidt anklagende. ”Hvorfor forlod du mig indimellem?” 

”Her”, svarede Gud og pegede på de to sæt fodspor, ”gik jeg sammen med dig”. 

”Her”, sagde Gud og pegede på det ene sæt, ”her, bar jeg dig!”

 

Livet vil altid på et eller andet tidspunkt komme til at gøre ondt. Og her er det godt at huske på, at selvom vi kommer til at føle, at Gud er fraværende hos os i vores liv, så er Gud der alligevel. Gud er der altid – som en skjult, men trofast følgesvend! Vi er aldrig alene. Vi går aldrig alene. Gud er vores hyrde. Gud er vores følgesvend.

 

Og derfor siger vi:

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du som var, er og bliver 

én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse,

nu og i al evighed.

AMEN

 

Kirkebøn:

Trøst og styrk du, vor Gud, 

alle dem, som er syge og sorgfulde, 

enten de er fjern eller nær. 

Vær med din nådige hjælp hos alle dem, 

som lider under anfægtelser, 

og stå os bi i fristelsens time.

Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke 

og os i den. 

Velsign og bevar dine hellige sakramenter, 

og lad dit Ord have frit løb iblandt os, 

for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, 

og nådens lys skinne for alle dem, 

der sidder i mørke og dødens skygge.

Lær os at se livet komme 

i stedet for blot at se dagene gå.

Velsign og bevar vor Dronning og hele Dronningens hus.

Giv dem, som har stor magt, hjertets visdom, 

så de ikke misbruger den tillid, der vises dem.

Vi beder for alle, der er i konflikt

og for dem, de elsker.

Hjælp os Gud til at hjælpe andre.

Hjælp os, når vi ikke kan hjælpe os selv.

Og vær med os alle dage i Jesu navn.

AMEN

 

 

Værsgo! Her er sognepræst Jesper Svendsens prædiken til 2. påskedag 2020

Anden påskedag

13-04-2020

Tekstrække: Anden række.

Salmer: 234, 220, 674. ---  236, 321, 218.  

Salmisten skriver: Herre, du min tilmålte del og mit bæger, du sikrer min lod. Målesnorene tildelte mig herlige steder, jeg kan fryde mig over min ejendom. Jeg vil prise Herren, som råder mig, ja, om natten får jeg vejledning i mit indre. Jeg har altid Herren for øje, han er ved min højre side, og jeg vakler ikke. Derfor glæder mit hjerte sig, og min sjæl jubler, ja, mit legeme skal bo i tryghed. For du vil ikke prisgive mig til dødsriget, din fromme vil du ikke lade se graven. Du lærer mig livets vej, du mætter mig med glæde for dit ansigt, du har altid herlige ting i din højre hånd.

 Salmernes Bog 16,5-11

* Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: Når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han har oprejst Kristus, som han altså ikke har oprejst, hvis døde ikke opstår. For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker. Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. 

 Første Korintherbrev 15,12-20

Eller

* Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Peter tog ordet og sagde: »Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed. Det er det ord, Gud sendte til Israels børn, da han forkyndte fred ved Jesus Kristus; han er alles Herre. I ved, hvad der er sket i hele Judæa, det der begyndte i Galilæa efter den dåb, Johannes prædikede: hvordan Gud salvede Jesus fra Nazaret med Helligånd og kraft, og hvordan Jesus færdedes overalt og gjorde vel og helbredte alle, der var under Djævelens herredømme; for Gud var med ham. Og vi er vidner om alt det, han gjorde i jødernes land såvel som i Jerusalem. Ham, som de slog ihjel ved at hænge ham på et træ, ham oprejste Gud på den tredje dag og lod ham træde synlig frem, ikke for hele folket, men for os, der i forvejen var udvalgt af Gud til at være vidner, vi som spiste og drak sammen med ham, efter at han var opstået fra de døde.«

 Apostlenes Gerninger 10,34-43

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende. 

 Johannesevangeliet 20,1-18


 

Kære Gud 

Lad og leve af dit ord,  

som dagligt brød på denne jord. 

 Amen 

 

Kære menighed, glædelig påske alle sammen. 

Det er en glædens dag i hele kristenheden. Vi deler den sammen med katolikker i syd, selv med anglikanere i England i vest og med ortodokse i øst. Ja, i hele verden. Påsken blev fastlagt på et kirkemøde i den nu Tyrkiske by Nikæa tilbage i år 325 - at vi så har to forskellige kalendere, gør at vi ikke har datoen fælles.  

Alle kristne fejre i påskens budskab; at Jesus Kristus er Gud, og Gud er Jesus Kristus. 

Det er den treenige Guds gerning. 

Glæden har en dybde, der rummer langfredagens lidelse og død, som oprejses i retfærdigheden. 

Det er også den glæde vi har ved livet, når glæden også rummer bevidstheden om, at tabe det hele. 

Glæden i dag er ikke sentimental lykke over at havde vundet over døden. 

Livets pris, det vi priser ved livet, skal jo altid ses i forhold til at miste det. 

Det meningsfulde liv ses kun i relation til, at kunne holde det meningsløse ude og på afstand. 

Påsken er glædens nye tid indeholdt nederlag og smerte, men som oprejst. 

Påskemorgens forudsætning er langfredags 9. time. 

Derfor er det en glæde intet menneske kan tage, det er en glæde kun Gud kan give. 

Påsken er fortællingen om det største i livet, men det er også en fortælling om, at se det største i det mindste. 

Men I er jo en klog menighed, så I ved godt, at det vigtigset og bedste i livet ikke er lig med den største, det højeste, det mægtigste og det mest højtråbende. 

Livet er et andet sted, det sande liv. 

Og det paradoksale er nogle gange, at man må gå til det ikke virkelige, for at få en sand bevidsthed om ens virkelighed. 

Litteraturen kan gøre en klogere på livet, selv en lille novelle kan rumme hele påskens glæde i sig. Ikke en højtråbende, larmende fest for en selv, nej, men som en tak. 

Tak for livet, tak for børn, tak for sandhed, skønhed og retfærdighed, tak for april, tak for foråret. 

Forfatteren Martin A. Hansen har skrevet en noveller, der hedder Aprilsnat*. 

Den er et paradoks, en novelle der sætter ord på det der kan være så svært at finde ord for i virkeligheden. Ja de matematiske ord findes jo ikke, så virkeligheden må nogle gange betjene sig af digtere, for at formulere det sande.  

I novellen kommer den ca. 30 årige søn for sent hjem til sin fares dødsleje, for at tage afsked. Det er under besættelsen, så måske har spærretiden besværliggjort hjemrejsen. Han må nøjes med ensomt at sidde hele natten ved siden af sin døde faders kiste. I stuen brænder lyset, gården er mørklagt. Stearinlyset brænder i stuen, for den som ikke mere har lys behov. Det er stille, tiden går, uret slår 3 måske 4 slag. Sønnen erindrer, at han har fået fortalt, at for ca. 30 år siden, var det faderen der kom for sent en nat i April. Her vågede han over den nyfødte. Nu er det omvendt. De taler ikke sammen, men når morgenen kommer vil sønnen været tynget af de ord, som de ikke fik sagt. 

Var han nu kommet i tide, så ville de havde talt om de store ting i livet; at så marken til, at Vestenvinden er stærk, og det at overskride livets tærskel. 

Det får også sønnen til at tænke over det meningsfulde, det at ligge i en vugge som barn, og at ligge i en kiste som et gammelt menneske. 

Sønnen tænker; en god mands liv, en god mands død. En redelig mand, der ikke lod sig bøje. Dette menneskes lange levede liv var fuld af mening. Meningsfuldheden udtrykker sig altid i; et tak, for den er blevet givet som et gave. Da står savnet tungt ved siden af kisten, men det er meningsfuldt. 

Men kun så længe, at det meningsfulde kan holde det meningsløse på afstand. Nu skyller sønnens billede af det meningsløse ind over hans tanker. Han har set livets gru, han har set krigens meningsløshed i skikkelse af krigens vold, udryddelseslejre, Auschwitz, i askedyngerne, i umenneskeliggørelsen, i fornedrelsen, i langfredagen. 

Han spørger; hvad er meningen med dette, og hvor er den? 

Er det alt? er det spørgsmål, det eneste svar man får? 

Spørg de døde, og spørg igen, og du får; intet svar. 

Og der er intet andet svar, hvis mennesket kun er kød og blod. 

Men der er et andet svar. Det støder vi på i påsken. Det er det svar, der siger, de mennesker, der siden Kain og Abel, har lidt, er blevet frataget deres menneskelighed, de, der er blevet til en askedynge, de, der er uskyldig ofre for andres magt og vold, de der tro Jesus Kristus er Gud, kan kun oprejses og gives retfærdighed igen, hvis der er et liv sammen med Gud efter dette liv vi har her på jorden med og mod hinanden! 

Det er det eneste meningsfulde med det meningsløse i livet.  

Derfor fastholder kristendommen også menneskets mulighed for medmenneskelighed ved at mennesket må have ånd. 

Den Helligånd, der skænkes i dåben. 

Mennesket er en levende sjæl, der får Guds ånd, for at kunne forfølge sandheden, det gode, og det smukke. Mennesket med ånd ved, hvornår det tjener det meningsfulde og når det er slave for det meningsløse. 

Det er menneskets bestemmelse og opgave, at gøre det meningsfulde. 

For det er påskens budskabet, at Gud blev menneske, døde og opstod igen som Gud og menneske, og at han gav os i troen samme vilkår i livet og døden som ham. 

Det er april, det er forår, det er påske. Glædelig påske alle sammen. 

Amen 

 

Kirkebøn.  

Vor Fader i himlene, vi takker og priser Dig,  

for Din kærlighed, hvormed du følger og forfølger os.   

Nu beder vi Dig, at Du vil gøre vore kolde og døde  

ord til Dine, at Du vil tage dem op i Din Helligånds  

kraft, og tale dem til os. For Dit ord er livets Alfa og  

Omega.   

Vi beder Dig, frels alle, og skærm dem med Din hånd  

– lad os ikke være fanget i krig og ufred.   

Vi beder Dig, vær sammen med alle dem, der sidder i  

dødens skygge, og alle der skal dø, giv dem del i Din opstandelse, 

så Du bliver alt i alle.   

Vær Du sammen med de fattige, for de skal arve Dit  

rige. Lad ikke fremmede profeter føre os på vildspor,  

så at vi ikke står som et siv, der svajer hid og did for  

tidens forskellige retninger. Bliver vi opmuntret til  

kynisme, selvretfærdighed og egoisme bliver vi et let bytte.  

Giv os derimod Din kraft og styrke, til at se og forstå  

Din vilje med os.    

Vi beder for alle med viden og myndighed, for vores  

kongehuset, Hendes Majestæt Dronning Margrethe  

den 2., og hele hendes familie, vort land,   

vort folk, vores folkestyre. Lær dem og os alle at  

forvalte det ansvar vi er blevet givet.  

Vær Du sammen med vores soldater, de faldne, og 

deres familier – lær dem og os alle, at leve vores liv i 

tro og ansvar og at have nok i det.   

Vær med søens folk, ja alle der tjener Danmark ude i  

verden.  

Bevar Din dåb, som Du bader os i, nu også ............... som Dine børn og giv os opstandelse i brødet og vinen.   

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv  

under dit ord, den evige salighed.   

Amen  

 

Lad os med apostlen tilønske hinanden:  

Vor Herre Jesu Kristi nåde  

Guds kærlighed  

og Helligåndens fællesskab  

være med os alle.  

 Amen. 

Værsgo! Her er sognepræst Jesper Svendsens påskeprædiken 2020!

 

Det er påske i verden.

Det er påske for Herren, og det er påske for os.

Og vi mennesker kan ikke være sammen. Ja, i disse ekstraordinære tider står vi paradoksalt mest sammen ved at være adskilt.

Men aldrig adskilt fra Guds kærlighed.

Det er påske hver gang Guds ord forkyndes som trøst og som frelse.

Jeg har tit tænk i denne tid med smukke morgener, at gryet er forbundet med en gysen. Morgengryet. Overgangen mellem natten og dagen. Det er f.eks. dér, de lykkeligt forelskede sover ind med hemmelighedsfulde smil, det er på det tidspunkt, der fødes flest børn, og det er i morgengryet, når vi er søvnløse og plagede, at vi udkæmper de drabeligste slag med dæmonerne og tanker vi ikke kan undslippe. Og på intet tidspunkt dør flere end i overgangen mellem natten og dagen. I morgengryet kæmper livets kræfter med dødens kræfter. I beretningen påskemorgen, står Maria Magdalena op, med sørgende hjerter og fortvivlede sind, og går derhen, hvor den døde er. Jesus der, medens han levede, havde fyldt deres liv med håb og forventning. Af det er nu kun en grav. Tomhed, tavshed og bristede forhåbninger. Uigenkaldelighed. Da sker det! Jorden skælver, himlen åbnes og Herrens engel stiger ned og vælter stenen fra graven. ” Han er ikke her, han er opstået”! Frygt og dødelig rædsel er den første reaktion vi hører om og hvordan skulle det også være anderledes når den strengeste og mest ubønhørlige af alle livets love brydes, nemlig dødens. Liget er væk, der er en tom grav og et sendebud fra Gud: ”Skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde.” Det er det vi hører til påske, at en opstandelse har fundet sted. 

Spørgsmålet er selvfølgelig; hvordan er det lige, man forholder sig til det, når det hører til én af de ting vi ikke kan erfare eller opleve, der er ingen fysisk døde, der bliver levende igen i vores verden?

Det er hvad vi alle smerteligt erfarer. Så hvordan bliver opstandelsens virkelighed og betydning levende for os, der lever i og er bundet af en verden, hvor død og sorg er uomgængelige realiteter. Martin A. Hansens novelle ”Påskeklokken”. I den fortælles der om den unge andenlærers kone. Hun er gravid. Påskemorgen sidder hun i kirken og lytter til evangeliet og prædikenen. Og Martin A. Hansen skriver sådan her: ”Opstandelse! Hun tør ikke fuldt ud tænke, hvad det ord betyder. Det får ligesom jorden til at gynge under hende, Mor og far I også?” Det er altså, medens hun sidder der, at det bliver virkeligt for hende, at opstandelse ikke kan forstås eller forklares. Men samtidig bliver det også klart for hende, i et glimt eller et gys, at der sker opstandelser hver dag, at det barn hun bærer er en slags opstandelse. Det den unge kvinde i Martin A. Hansens novelle forstår her i kirken påskemorgen, er, at opstandelse gælder mere end de døde. Og hun forlader kirken og går ud på kirkegården med en klar fornemmelse af opstandelsens virkelighed. Og da hun kommer derud er der lige sket en opstandelse. Det erfarer hun, da hun møder kirkeværgen. Han går aldrig til gudstjeneste, han er ateist. Da hun fortæller ham om det barn hun skal have og spørger til hans, viser han hende den grav, hvor hans dreng der blev 8 år ligger. Og han fortæller, at han om morgenen tidligt, da der blev kimet fra tårnet så drengen. Men han skynder sig så at sige: ”Så sagde man jo til sig selv, at det måtte være en anden. Eller en skygge, øjenforblændelse naturligvis.”

”det tror jeg ikke”, siger hun 

”mener De, at det virkelig….” 

”Så han glad ud, spørger hun”

”han hoppede i Paradis her. Fuldstændig som jeg husker dengang” 

”Så var det ham, siger hun” 

”Ja jeg ved ikke…” 

”Jo” siger hun. 

Som kvinderne ved graven, da de havde hørt budskabet, går også denne unge kvinde i Martin A. Hansens novelle ud og bekræfter opstandelsens virkelighed. Med frygt og stor glæde. Som englen væltede stenen fra graven har det ord hun hørte i kirken væltet forståelsestvang, skepsis og tvivl fra hendes hjerte, så hun kan bringe opstandelsens livgivende lys til et lukket og sørgende menneske. Så det blev påske for ham. Han som havde erfaret det vi alle kommer til før eller siden, at en af dem vi elsker dør, og i sidste ende os selv, erfaret bevægelse fra liv til død. Den unge kvinde erfarede den morgen den modsatte bevægelse, nemlig bevægelsen fra død til liv. Og hun kom til at tro det, som kvinderne ved graven var de første, der så og troede. Og det hun kom til at tro var ikke hvad begivenheden opstandelse betyder, men hun kom til at tro på det, som den kan betyde for os, der bor i verden, nemlig at den korsfæstede og opstandne er vedvarende til stede i vores verden og vore liv og dermed virker opstandelse i vores liv. Det der, synes jeg, gør Martin A. Hansens novelle fin er, at den fortæller om hvad påskebudskabet kan betyde for det bedrøvede og sørgende menneske. Det menneske, der har mistet det uerstattelige, så al tro, håb og kærlighed brydes ned. Og fortvivlelsen over at barnet er forsvundet i tomhed, mørkhed og meningsløshed lægger alt øde. Påskebudskabet er, at det er drengen ikke, han er bevaret hos Gud. Samtidig beskriver han også den unge gravide kvindes glæde over at opleve sin graviditet, ikke bare som noget naturligt, men også som et under, som en opstandelse, som lysende nyt liv. Den vellykkede fødsel er en kropslig sanselig oplevelse af, at man tog fejl, det endte ikke med død, men med liv. I glimt at kunne tro på opstandelse – og det kan vi kun i glimt, det er aldrig en tilstand - det er jo at miste grebet og kontrollen over sig selv. Man gav slip på sig selv og oplevede, at denne given slip ikke betød død, men liv. Påskebudskabet, opstandelsesbudskabet betyder ikke, at vi bliver fri for verden og heldigvis for det, så grum og mærkelig den end kan tage sig ud, pragtfuld er den jo også.

Nej vi bliver fri for os selv, fri for den begrænsning, der ligger i kun at stole på det vi selv kan erfare og opleve, og deri erkende, at vi tog fejl, det ender ikke med død, det ender med liv. Overraskelsen over, at der kom én og gav, at Gud virkelig viste sig i Jesus for at kunne møde vores glæde, vores lidelse og vore tvivl. For at fortælle os, at han ikke bare er herre over livet, men også i døden. Det er det vi står overfor til påske. Det kan vi ikke få hænderne i og magt over. Det kan vi ikke røre, men det kan berøre os, som det berørte den sørgende kirkeværge og den unge kvinde i Martin A. Hansens novelle. 

At blive berørt af opstandelsens virkelighed er at blive rykket ud af sig selv og på plads i Guds virkelighed, i hans store fortælling med verden og os i den. 

I glimt at kunne tro på den opstandne Kristus er at møde den som vi aldrig kan gøre til genstand for vores magt og vilje, men til hvem du og jeg kan komme og sige: her er mit liv, gør det til et med dit, så jeg ved at det ikke ender med død men med liv, både i livet og efter døden. Det sker i bevægelsen fra Langfredags mørke til Påskemorgens lys. Det ender ikke med død, det ender med livet!   

                                 Glædelig Påske alle sammen

                                                                 JS

 

PS

Læs Martin A. Hansens novelle; ”Påskeklokken”.

 

 

 

Danmark er lukket, men det er Guds rige ikke. Selvom vi ikke kan samles i kirken til gudstjeneste, kan vi stadig være kirke.

Vi kan bruge de elektroniske hjælpemidler – telefon, computer, tablet – til at forkynde Guds Ord og trøst til hinanden. 

Hvis du kender enlige mennesker, så husk, at det kan være ensomt for dem lige nu. Ring til dem og spørg, om du kan gøre noget for at hjælpe.

Husk de gamle, syge og sårbare! Bed for dem, og hold jer i kontakt med dem gennem de elektroniske hjælpemidler.

Familier, ægtepar, samboende har en oplagt mulighed for at holde kirke sammen, da det jo er en lille menighed i sig selv. Jesus har lovet os, at hvor to eller tre er forsamlet, dér er han midt iblandt os (Matt. 18,20). 

Man kan holde andagt sammen i hjemmet. Følg med her på siden ved trykke på Håb midt i en corona-tid i bjælken øverst, hvor vi vil give jer nogle forslag til, hvordan man kan gøre det. Hvis man ikke har mod på at holde en hel andagt, så kan man synge bordvers inden aftensmaden (se Håb midt i en corona-tid). Der er også mulighed for at få et lille bibelcitat hver dag fx hos folkekirken.dk, der har lavet en app’en Dagens ord, man kan hente ned til sin mobil eller tablet, eller se det på hjemmesiden (der er link til Dagens ord andetsteds her på hjemmesiden).

Vi glæder os til at se jer alle sammen, når Danmark åbner igen.

 

HUSK: Vi passer på hinanden, DERFOR holder kirkerne lukket! heart

Sjælesorg på nettet

Sjælesorg på nettet er en gratis chatfunktion, hvor du inden for bestemte tidsrum (du finder dem på https://www.sjaelesorg.nu) kan få en fortrolig samtale med en præst om lige netop det, der går dig på. Altså emner, som du gerne vil vende med et andet menneske, der er parat til at lytte.

 

https://www.sjaelesorg.nu

Snaksammen.dk

Mange af os er isoleret i denne tid. Vi skal tænke ekstra meget på hinanden og på fællesskabet. 

Derfor har Boblberg og Røde Kors udviklet en digital besøgstjeneste kaldet www.SnakSammen.dk, som tilbyder, at alle nu kan få et digitalt besøg – også dig!

Få en hyggelig snak via video med en frivillig samtale-ven. Man kan snakke om alt fra dagens nyheder til fælles interesser og oplevelser. Fællesskabet venter på dig! 

Læs mere på www.SnakSammen.dk 

 

Læs Bibelen online

Du kan læse Bibelen online på Bibelselskabets hjemmeside: tryk her!

Her kan du også tilmelde dig Bibelselskabets nyhedsbrev, få inspiration til at læse i Bibelen m.m.

Dagens Ord

Få Dagens Ord med på vejen sammen med en salme og en bøn.

Tryk på Dagens Ord, så kommer du videre til siden, der er udviklet af folkekirken.dk.

 

Trøst og håb fra Folkekirken.dk

Bordvers til hjemmebrug

Sang og musik er sundt for sjælen. Og bordvers er en god måde at indlede et måltid på - samtidig med, at vi takker Gud for det daglige brød. 

Her finder du nogle bordvers til fri brug - lige til at printe ud. 

Velbekomme!

Videogudstjeneste 4. s.e. Påske 2020 v/Ingrid Rosengren

Videogudstjeneste til Store Bededag

Vejledning til andagt i hjemmet - fra folkekirken.dk

Vi kan ikke samles i kirken nu, men vi kan holde gudstjeneste hjemme.

Luther taler om ”det almindelige præstedømme”, og det betyder, at alle kristne er præster for deres egen familie.

 

I skal bruge

En salmebog eller dendanskesalmebogonline.dk

Evt. et stearinlys eller to.

 

Fremgangsmåde

Gør evt. klar til hjemme-andagt ved at tænde et eller to stearinlys.

Sæt jer omkring et bord og vælg en person til at lede andagten.

Brug et af de følgende tre forslag til hjemme-andagt.

Download dem her og print ud!

 

Gudstjenester, som du kan se/høre derhjemme

Selvom kirkerne holder lukket, er der stadig muligheder for at høre Guds Ord.

Du kan bl.a. høre radiogudstjenester direkte fra Københavns Domkirke søndage kl. 10.00.

Tryk her: Gudstjeneste på P1

 

Kristeligt-Dagblad.dk har lavet et uddrag over de online-muligheder, der er, til at høre og se gudstjenester og andagter. Det finder du her!

 

Bibelselskabet har også link til videogudstjenester. Optagelser fra Lolland-Falster Stift

Prædiken til søndag d. 3. maj 2020 v/sognepræst Jesper Svendsen

3. søndag efter påske

03-05-2020 Tekstrække: Anden række

 

Salmer i Den danske salmebog: 
26, Nærmere, Gud til dig.

391, Dit Ord, o Gud, som duggen kvæger.

402, Den signede dag med fryd vi ser.

---

488, Guds Søn kom ned fra Himmerig.

431, Herre Kristus, dig til ære.

2, Lover den Herre, den mægtige konge med ære.

 

 

Denne hellige lektie skrives i Anden Mosebog: Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb. Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, og han tænkte: »Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?« Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: »Moses! Moses!« Han svarede ja, og Gud sagde: »Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.« Og han sagde: »Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.« Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud. Så sagde Herren: »Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten.« Moses sagde til Gud: »Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?« Gud svarede: »Jeg vil være med dig, og dette skal du have som tegn på, at det er mig, der sender dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg.« Moses sagde til Gud: »Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?« Gud svarede Moses: »Jeg er den, jeg er!« Og han sagde: »Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.«

 Anden Mosebog 3,1-7 ; Anden Mosebog 3,10-14

Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Da Peter og Johannes i templet havde helbredt en lam mand, hentede rådet dem ind og spurgte dem: »Med hvilken magt og i hvilket navn har I gjort dette?« Fyldt af Helligånden svarede Peter dem: »Folkets ledere og ældste! Når vi i dag bliver forhørt på grund af en velgerning mod en syg mand, hvordan han er blevet helbredt, så skal I alle, ja, hele Israels folk vide, at det er i Jesu Kristi, nazaræerens, navn, ham som I korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, at denne mand står rask foran jer. Jesus er den sten, som blev vraget af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten. Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.«

 Apostlenes Gerninger 4,7-12

Eller

Epistlen skrives i brevet til hebræerne: Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse.  For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid. 

 Hebræerbrevet 4,14-16

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.«

 Johannesevangeliet 14,1-11

Amen.

Gud vil vold !

Kære menighed, livet går videre i disse COVID 19 tider, det gør ”mørkets gerninger” også. At det onde aldrig sover, kunne vi godt komme til at glemme i disse tider.

PET (politiets efterretnings tjeneste) har med sikkerhed afværget i denne uge et terroranslag af en fundamentalistisk muslim, en islamist.

Jeg har derfor tænkt mig, at bruge prædikestolen/prædikenplatformen på nettet til at forkynde kristendom, en kristendom, der ikke fortæller os, hvad vi skal mene om det ene eller andet, men som fastholder os i vores ansvar på, hvad vi vitterlig gør i vores liv og hvad vi gør med vores liv.

Evangeliet til i dag siger: ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”!

Der er ikke tale om et menneske, der trøster et andet og siger; nu skal du ikke være bange, min ven.

Det er sagt af Kristus, i ham er Gud, og Gud er i ham.

Det er ham der holder live i alt liv, der siger; ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”!

Vi får det opdrag, at vi ikke skal møde livet med frygt og bæven, så det aldrig udfolder sig. Vi skal ikke være forskræmte, så livet bliver knugende.

Vi skal ikke være bange i livet, så vi bliver brutalitetens villige medløbere.

Derimod siger det kort og modigt i brevet til i dag, hvordan vi skal favne livet, det liv vi selv skal udfylde med vores valg og vores samvittighed over for Gud.

”Lad os med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid”.

Kristendommen er talen om, at vi ikke bare gives livet, skænkes livet, men vi meget mere end det, vi skænkes også muligheden for, hvert øjeblik at begynde livet på ny med frimodighed til at finde tilgivelse, og gives frimodighed til at fylde livet med godhed og barmhjertighed.

Det skal vi fylde os med og det skal vi leve på.

Dette kommer til os, vi kommer ikke selv til det, og det tilsiger os tilgivelsen, så vi ikke skal leve på vores egen tvivlsomme tilgivelse, og det giver os sin ægthed, så vi ikke selv skal gøre det sand.

Ofte spørger vi; hvad mener kristendommen om den og den sag eller om det og det spørgsmål?

For eksempel om terror om konflikten mellem kristne, jøder og muslimer?

Det nedslående eller opløftende svar er, alt efter hvad vi forventer, at kristendommen mener overhovedet ingenting om noget, kristendommen har overhovedet ingen mening!

Kristendommen siger derimod, at vores liv allerede har en mening, og at den mening fastholder os i vores ansvar og gerning over for alle andre mennesker.

Vi gives ikke en sandhed om livet, men livet er sandheden, og af den skal vi leve livet i ansvar for hinanden.

Eller sagt ligeud, når det er Kristus, der siger; jeg er sandheden, vejen og livet.

Ved de ord udtrykkes det, at livet vi har i hvert åndedræt er sammenfaldende med sandheden om os, når vi gives livsmod af Gud, til at turde leve det.

Sandhed er at leve vores liv med mod til at møde livet og døden, og i kærlighed at være menneske for Gud og vores medmennesker.

Det er sandheden om vores liv, når vi hører den fra Gud.

Derfor beder vi om, at Gud vil følge og forfølge os med sin kærlighed, så vi forstår, at livet og vandringen i livet falder sammen i et, i lyset af Kristi menneskelighed.

Og vi beder til, at vi må indse, at den sandhed ikke skal vides eller lovfæstes, men leves af os mennesker.

Hvis Kristi liv overhovedet skal have mening, så må det forstås som, det liv, hvor sandhed og livet vej smeltede sammen, og blev den vej vi tror, at vi ved hans hjælp også skal gå.

Vil man gå så langt som til at tale om Kristi efterfølgelse, så er det ikke, at vi skal gøre gode gerninger og gøre det vi finder godt, men at lade vores levede liv være det sted Guds menneskelighed kommer til udtryk. At vi lader Gud udtrykke sig igennem vores liv.

Vi skal leve livet, vi skal ikke overholde livet!

Og det gør vi kun ved at leve det i ansvar over for Gud, ved at lade vores liv være hans barmhjertighed og sandhed.

Et andet ord for Gud kunne være ansvar!

Vi skal ikke kun stå til ansvar over for Gud, vi skal også kendes på vores gerninger.

De gerninger, der er sandheden, hentes kun fra Gud,

og hvad de består i giver troen os indsigt i.

Et bud kunne være: 

Kærligheden skal være oprigtig. Afsky det onde, hold jer til det gode, og vis hinanden agtelse. 

Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen. Læg vægt på at være gæstfrie. v14 Velsign dem, der forfølger jer, velsign, og forband ikke. v15 Glæd jer med de glade, græd med de grædende. v16 Hold sammen i enighed. Stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave, og stol ikke på jeres egen klogskab. v17 Gengæld ingen ondt med ondt; tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker. v18 Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer. (Romerbrevet kap. 12 ff)

Det er sandheden om det sande liv, som skal leves i ansvar over for Gud og medmenneskene.

Hvad gør vi i forhold til vold og terror?

Det turde være klart for alle, at den der gør brug af vold, trusler og er brutal ikke burde have nogens tilslutning.

Det turde være lige så klart, at ingen personer, eller gruppe eller land kan påberåbe sig sandheden, eller hævde retfærdigheden som målet, der nås gennem voldens middel.

Det er kun Gud, der er sand og retfærdig, det har han ikke brug for os til, at sætte igennem.

Er det klart, da gives der ingen anden vej end forsoningens lidelsesfulde vej.

Hvis det ikke lyder af meget, eller hvis vi havde forventet meget mere til den forurettede part, er der god grund til at huske, at det er det helt almindelige mennesker gør dagligt, når de i deres hverdag mister det barn de elsker, eller den ægtefælle, der sidder alene tilbage, eller det menneske, der selvforskyldt sætter sit liv overstyr, og skal leve med det.

For dem er livet et liv i lidelse, for at nå til forsoning med det der ikke kunne ske, det der ikke måtte ske.

Der leves livet kun ved at leve det i ansvar over for Gud, ved at lade livet være hans barmhjertighed og sandhed.

Sandheden er, at vi leve vores liv med mod til at møde livet og døden, og i kærlighed, at være menneske for Gud og vores medmennesker.

Det gælder i alle tider, også i disse COVID 19 tider.

Gud i vold!